28. Dyslipidæmi

Opdateret 10 maj 2021 23:00Visninger: 12367
Kapitlet er i forbindelse med årets revision ændret på følgende områder:
Der er fortaget ændringer i patientgrupperingen for patienter i meget høj og høj risiko.

28.1 Definition

Gennemsnitlige værdier af lipider og lipoproteiner i befolkningen afhænger af alder og køn. Mål-værdi for plasma LDL-kolesterol afhænger af estimeret risiko for fremtidig hjertekarsygdom. I Danmark anvendes den europæiske SCORE tabel for lavrisikolande (se Kapitel 34: Forebyggelse af hjertesygdom).

Målværdier for plasma LDL-kolesterol ved meget høj, høj, moderat og lav kardiovaskulær risiko:

 

 

Figur 28.1 Målværdier for plasma LDL-kolesterol ved meget høj, høj, moderat og lav kardiovaskulær risiko:

figur28 1afigur28 1bfigur28 1c

SCORE anvendes ikke til personer med familiær hyperkolesterolæmi (FH), LDL >5 mmol/L og total-kolesterol >7,9 mmol/L.

For HDL-kolesterol, triglycerider, non-HDL og ApoB tilstræbes (uden at være målværdier):

  • plasma HDL-kolesterol >1,2 mmol/L for kvinder og >1,0 mmol/L for mænd
  • plasma triglycerider <1,7 mmol/L for begge køn
  • non-HDL-kolesterol (beregnes som total-kolesterol minus HDL-kolesterol): <2,2, <2,6 og <3,4 mmol/L for patienter med henholdsvis meget høj, høj og moderat risiko.
  • ApoB: <65, <80 og <100 mg/dl for patienter i henholdsvis meget høj, høj og moderat risiko

 

28.2 Ætiologi

Primær dyslipidæmi (genetisk og/eller livsstilsbetinget)

  • genetisk dyslipidæmi:

Vigtigst er FH (se DCS holdningspapir om FH) med kraftigt øget risiko for tidlig hjertekarsygdom.

Sekundær dyslipidæmi: En række sygdomme, tilstande og medikamenter kan medføre dyslipidæmi. Hyppigst er:

  • hypothyroidisme (thyroideascreening, måling af TSH)
  • diabetes mellitus (HbA1C)
  • nyresygdom (s-kreatinin, eGFR, urin-protein)
  • leversygdom (ALAT, basisk fosfatase, bilirubin)
  • alkoholoverforbrug
  • Mmdikamenter (fx højdosis glukokortikoid, cyklosporin, visse psykofarmaka og antiretrovirale lægemidler)

28.3 Inddeling af dyslipidæmi

28.3.1 Forhøjet plasma LDL-kolesterol

Risikoen for aterosklerotisk kardiovaskulær sygdom reduceres proportionelt med den absolut opnået reduktion i LDL.

28.3.2 Kombineret dyslipidæmi

Forhøjelse af både LDL-kolesterol og triglycerider (ofte kombineret med lavt HDL-kolesterol) er ikke ualmindelig og er forbundet med en øget risiko for udvikling af hjertekarsygdom. Kombineret dyslipidæmi kan være både genetisk betinget eller sekundært til eksempelvis metabolisk syndrom og ofte en kombination heraf.

28.3.3 Hypertriglyceridæmi

Moderat forhøjede niveauer af plasma triglycerider indebærer en øget risiko for udvikling af hjertekarsygdom på grund af associeret remnant kolesterol (=kolesterolindholdet i triglycerid-holdige lipoproteiner). Ved plasma triglycerider vedvarende over 8-10 mmol/L er der endvidere risiko for udvikling af steatose og hæmoragisk pankreatitis.

28.3.4 Lavt HDL-kolesterol

Lavt HDL-kolesterol er stærkt associeret med udvikling af hjertekarsygdom, men synes ikke at være en kausal risikofaktor. Der er en metabolisk invers sammenhæng mellem plasmas indhold af triglycerider og HDL-kolesterol således, at personer med lavt HDL-kolesterol ofte har høje niveauer af triglycerider (og omvendt).

28.3.5 Lipoprotein(a)

Et højt plasma Lp(a) er associeret med øget risiko for aterosklerotisk kardiovaskulær sygdom. Individer med ekstremt højt lp(a) (>430 nmol/L (>180 mg/dL)) har en betydelig øget livstids risiko for aterosklerotisk hjertekarsygdom. Det anbefales, at Lp(a) måles hos patienter med FH (herunder også patienter under udredning for FH), tidlig hjertekarsygdom i familien og til reklassifikation af patienter, der ligger på grænsen mellem moderat og høj risiko.

28.4 Udredning

Total-kolesterol, der kan måles uden forudgående faste, indgår i risikovurdering i SCORE (se kapitel 34: Forebyggelse af hjertesygdom). Måling af fastende lipidstatus (total-kolesterol, HDL-kolesterol, triglycerid og LDL-kolesterol) bør foretages ved betydeligt forhøjet plasma triglycerid (>4,0 mmol/L). Plasma-LDL kan måles direkte, men anføres fra laboratorierne i daglig praksis som en beregnet værdi ud fra Friedewalds formel: LDL-C=TC÷HDL-C ÷(TG/2,2) i mmol/L. Påtænkes medikamentel lipidsænkende behandling, bør der ved primær prævention måles lipidstatus 2 gange med mindst en uges interval. Ved stor variation (LDL-kolesterol >0,5 mmol/L), foretages en ekstra prøve til fastlæggelse af niveauet. Alle med dyslipidæmi bør undersøges for sekundær dyslipidæmi.

Ved FH og ved tidlig iskæmisk hjertesygdom (mænd <55 år og kvinder <60 år) tages stilling til familieudredning (se kapitel 32: Arvelige hjertesygdomme og DCS holdningspapir om FH)

28.5 Behandling og monitorering af dyslipidæmi

28.5.1 Sekundær dyslipidæmi

Behandling rettes mod den udløsende årsag.

28.5.2 Generel behandling (livsstil)

Livsstilsændringer, inklusiv kostomlægning (nedsat indtagelse af mættet fedt, skift til umættet fedt samt et kalorieindtag svarende til en passende vægt), fører til en gennemsnitlig sænkning af LDL-kolesterol på ca. 10%.

Ved hypertriglyceridæmi begrænses indtagelse af hurtigt omsættelige kulhydrater og alkohol, hvilket ofte har markant effekt. Ved lavt HDL-kolesterol anbefales optimering af livsstil (især motion, rygestop og evt. vægttab) og intensivering af indsatsen over for modificerbare risikofaktorer, især LDL-kolesterol.

28.5.3 Medikamentel behandling af højt plasma LDL-kolesterol

Førstevalgspræparater er atorvastatin 20-80 mg eller rosuvastatin 10-40 mg, der typisk reducerer plasma LDL-kolesterol med 30-60%. Andre statiner kan også anvendes. Alle statiner har veldokumenteret effekt på forebyggelse af hjertekarsygdom.

Ved akut koronart syndrom anbefales behandling med atorvastatin 80 mg eller rosuvastatin 40 mg startet under indlæggelse uanset niveauet af LDL-kolesterol med mindre, der foreligger kontraindikationer. Hos ældre >75 år kan overvejes at starte med atorvastatin 40 mg eller rosuvastatin 20 mg. Hos ældre, personer med lav muskelmasse og med øget risiko for interaktioner (se medicin.dk) kan der være behov for yderligere dosisjustering.

Supplerende behandling

Ved utilfredsstillende værdier af LDL-kolesterol trods maksimal tolereret statinbehandling suppleres med ezetimib 10 mg, og ved yderligere behov for lipidsænkende behandling kan anionbytter overvejes. Tillæg af ezetimib reducerer LDL-kolesterol med yderligere 15-20% og er vist at reducere forekomst af yderligere hjertekarsygdom hos patienter med kronisk koronart syndrom og hos patienter med kronisk nyresygdom.

Antistoffer rettet mod pro-protein convertase subtilisin/kexin 9 (PCSK9-hæmmere) alirocumab og evolucomab er en gruppe af lægemidler, der i tillæg til statin, reducerer LDL-kolesterol med ca. 60%.

Medicinrådet har i DK fastsat grænseværdier for, hvornår denne behandling kan iværksættes. Medicinen udleveres vederlagsfrit fra hospitalet til patienterne.

Det er kun speciallæger i kardiologi, endokrinologi og neurologi, der kan ordinere PCSK9-hæmmere og behandlingen bør varetages af specialister med særlig viden og erfaring inden for området.

28.5.4 Medikamentel behandling af højt triglycerid og/eller lavt HDL-kolesterol

Behandling af hypertriglyceridæmi er først og fremmest regelmæssig motion, vægttab, minimering af alkoholindtag, reduktion i indtagelse af hurtig omsættelige kulhydrater og et højt indtag af fed fisk. Diabetes bør udelukkes og såfremt tilstede, behandles bedst muligt. Ved forhøjet triglycerid og høj kardiovaskulær risiko (se tabeller), er førstevalgspræparatet et statin. Ved triglycerid vedvarende over 8-10 mmol/L kan der være behov for at behandle med et fibrat (gemfibrozil 600 mg x 2) for at mindske risikoen for hæmoragisk pankreatitis. Statin sænker TG med 10-20 % og nedsætter risikoen for hjertekarsygdom. Gemfibrozil kan sænke triglycerid med op mod 50 %. Også behandling med fiskeoliekapsler 2g x 2 dagligt kan overvejes. Disse patienter bør desuden henvises til diætistvejledning. Kombinationsbehandling af statin og gemfibrozil er forbundet med en øget risiko for muskelgener og rhabdomyolyse og er en specialistopgave. Disse patienter bør følges i lipidklinik.

Hos personer uden hjertekarsygdom i lav til moderat risiko, men med let til moderat isoleret triglycerid forhøjelse tilrådes tilbageholdenhed med lipidregulerende lægemidler.

28.5.5 Behandlingsmonitorering

Før behandlings start måles lipider, ALAT samt kreatininkinase (CK). Lipidstatus og ALAT kontrolleres 6-8 uger efter start og ved dosisændring og herefter 1-2 gange årligt. CK kontrolleres ved myalgi.

Før behandling:

Hvis ALAT er >3 x øverste normalgrænse eller CK er >4 x øverste normalgrænse, påbegyndes behandlingen normalt ikke.

Hvad hvis leverenzymerne stiger under behandling med lipidsænkende medikamenter?

Hvis ALAT <3 normalværdien:

  • fortsæt behandlingen
  • gentag måling af leverenzymerne efter 4-6 uger.

Hvis ALAT stiger ≥3 x normalværdien

  • pauser den lipidsænkende behandling eller reducer dosis og gentag leverenzymer indenfor fire uger
  • forsigtig re-introduktion af behandlingen kan overvejes, når ALAT er normaliseret
  • hvis ALAT forbliver høj undersøg for andre årsager hertil (herunder højt alkoholindtag)

Hvad hvis CK stiger under behandling med lipidsænkende medikamenter?

Reevaluer indikationen for statinbehandling

Hvis CK >4 x normalværdien:

  • hvis CK >10 x normalværdien: pauser behandlingen, kontroller nyrefunktionen og monitorer CK efter to uger. Vær specielt opmærksom på rhabdomyolyse (muskelsmerter, manglende kræfter og mørkfarvet urin).
  • hvis CK <10 x normalværdien: ingen symptomer, fortsæt behandlingen, kontroller CK indenfor 2-4 uger
  • hvis CK <10 x normalværdien: hvis symptomer, pauser statin og afvent normalisering af CK før genoptagelse med lavere statin dosis
  • overvej om CK stigningen kan skyldes andet, f.eks fysisk aktivitet
  • overvej om pt har myopati, hvis CK forbliver høj
  • overvej kombinationsterapi eller andet medikament som årsag (mulig interaktion)

Patienter som er i øget risiko for at udvikle diabetes (ældre, patienter med metabolsk syndrom, højt BMI eller tegn på insulin resistens) bør under høj dosis statinbehandling have Hb1Ac kontrolleret regelmæssigt. 

28.6 Håndtering af patienter med mistænkt intolerans til statinbehandling

Klager over bivirkninger i forbindelse med statinbehandling er en udfordring i klinisk praksis. I placebokontrollerede studier er rapporterede bivirkninger hos statinbehandlede imidlertid sjældent hyppigere end hos placebo behandlede.

Risikoen for bivirkninger øges ved kombinationsbehandling mellem statiner og gemfibrozil og for nogle statiners (atorvastatin, simvastatin og lovastatin) vedkommende ved samtidig behandling med farmaka, der inhiberer CYP3A4 (for eksempel amiodaron, calcium-blokkere, visse antibiotika, svampemidler og immunosuppressiva eller via andre interaktionsmekanismer (se medicin.dk / interaktionsdatabasen.dk)).

Der er ikke med sikkerhed klinisk betydende forskel mellem de enkelte statiner og deres bivirkningsprofil fraset ved interaktionsproblematikker (se medicin.dk). Såfremt der er tidsmæssig sammenhæng mellem statinbehandling og gener, som forsvinder kort efter seponering af statin og recidiverer ved genoptagelse, taler det for en kausal sammenhæng.

I øvrigt ved mistænkt statinintolerans:

  • revurder indikation og evt. dosisreduktion af statin
  • prøv et andet statin (2-3 statiner forsøges). Statiner med lang halveringstid (atorvastatin og rosuvastatin) kan forsøges givet i lav dosis (5-10 mg) 1-3 x ugentligt
  • såfremt statin slet ikke tolereres eller kun kan gives i en dosis, der giver utilstrækkelig effekt, kan der anvendes/suppleres med ezetimib samt evt. anionbytter. Hos enkelte kan PCSK9-hæmmer behandling være en mulighed

28.7 Samarbejde mellem hospital og praksis

Der henvises til Appendix 28.1

 
Vi bruger cookies for at optimere funktionaliteten af denne hjemmeside, og indsamler statistik til forbedring af din brugeroplevelse. Ved at anvende hjemmesiden accepterer du denne brug af cookies i overenstemmelse med vores privatlivspolitik.
OK