Kommisorium

Skrevet af Dan Eik HøfstenOnsdag, 05. juni 2019 11:42

Kommisorium for Arbejdsgruppen for Digital Health

BAGGRUND

Digital health er en ny tværfaglig disciplin, som forener digitale teknologier med personlig sundhed, tidlig diagnostik, nye tilgange til sundhedsydelser, samt forandring i måden sundhedsvæsen og patienter interagerer. Dermed spænder Digital Health fra personlig medicin - med betydning for den enkelte - til hvordan sundhedsvæsenet skal organisere sig sundhedsøkonomisk og sundhedspolitisk - med betydning for hele samfundet.

Af disse årsager, er Digital Health et satsningsområde med både sundhedspolitisk, men også fagpolitisk interesse. Inden for Dansk Cardiologisk Selskab er Digital Health et oplagt emneområde grundet den høje prævalens af hjertesygdom, den grundlæggende forsknings-og innovationskultur i kardiologi samt betydningen for den enkelte patient og samfund.

Digital Health skal i ”Arbejdsgruppen for Digital Health” forstås bredt, herunder enhver sundhedsteknologi som ikke dækkes af de traditionelle teknologier, som eksempel, mhealth, ehealth, telemedicin, personlige apps, machine learning, computersimulationer (in silico), wearables, og en generel brug af digital teknologi og innovation inden for det kardiologiske speciale.

På denne måde er Arbejdsgruppen for digital health en tværfaglig arbejdsgruppe, som potentielt spænder over alle kardiologiske subspecialer, f. eks, iskæmisk hjertesygdom, præventiv kardiologi, arrytmologi, hjertesvigt og devices.

FORMÅL

Formålet med Arbejdsgruppen for Digital Health er,

  • At varetage det fagpolitiske område Digital Health inden for hjertemedicin, forstået bredt.
  • At motivere udvikling, forskning og nationalt samarbejde inden for Arbejdsgruppens emneområde
  • At repræsentere DCS i relevante nationale fagpolitiske råd og organer
  • At rådgive DCS’s bestyrelse inden for området
  • At sikre kvaliteten af det nationale arbejde inden for arbejdsgruppens emneområde ved at udarbejde anbefalinger, holdningspapirer og behandlingsvejledninger på vegne af Dansk Cardiologisk Selskab.
  • Udarbejde høringssvar, input til rapporter og rådgivning til sundhedsmyndigheder indenfor e-health og kardiologi på vegne af DCS.
  • Arbejdsgruppen relaterer sig til ESC’s arbejdsgruppe ”Working Group on eCardiology”

ARBEJDSGRUPPENs SAMMENSÆTNING

Alle aktive medlemmer af DCS kan blive medlemmer af arbejdsgruppen. Arbejdsgruppen ledes af en nukleus på op til 7 personer, herunder en formand og næstformand, som vælges af arbejdsgruppen. Medlemmer, som varetager eller har varetaget formandshvervet har en funktionsperiode i nukleus på maksimalt 6 år. Alle øvrige nukleus-medlemmer har en funktionsperiode på maksimalt 4 år, således at halvdelen af nukleusmedlemmerne udskiftes hvert andet år. Formands- og næstformandsposten besættes for 2 år ad gangen uden mulighed for genvalg til samme post inden for en funktionsperiode i nukleus. Genvalg til nukleus og evt. formands- og næstformandsposten kan finde sted efter en karenstid på 2 år.

Vi bruger cookies for at optimere funktionaliteten af denne hjemmeside, og indsamler statistik til forbedring af din brugeroplevelse. Ved at anvende hjemmesiden accepterer du denne brug af cookies i overenstemmelse med vores privatlivspolitik.
OK