2. Præ- og interhospital transport af hjertepatienter

Revideret af DCS’ arbejdsgruppe for akut kardiologi

Kapitlet er uændret i NBV 2016

2.1 Baggrund
2.2 Ansvar og kommunikation
2.3 Udstyr
2.4 Kompetenceniveau hos ledsagende personale
2.5 Patienttransport med akutlægehelikopter
2.6 Transport af patienter med gentagne ICD stød


2.1 Baggrund

Mange hjertepatienter vil i løbet af et behandlingsforløb have behov for overflytning fra et hospital til et andet for at modtage en mere specialiseret behandling. Samtidig har udbygningen af de telemedicinske muligheder præhospitalt betydet, at en del patienter visiteres direkte til et specialiseret behandlingstilbud og derfor transporteres over væsentligt længere afstande end til nærmeste sygehus.

Ved præ-og interhospital transport af hjertepatienter er det afgørende, at det ledsagende personale besidder kompetencer til at kunne håndtere de mest sandsynlige komplikationer, der kan opstå undervejs. Samtidig bør unødvendig ledsagelse af lavrisiko patienter undgås, da det fjerner ressourcer fra overflyttende afdeling.

DCS har i samarbejde med Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM) udformet et sæt retningslinjer i 2007 for transport af hjertepatienter (se www.cardio.dk). DASAIM har i 2008 udgivet en vejledning om ledsaget ambulancetransport, især med fokus på transport af intensivpatienter (se www.dasaim.dk).


2.2 Ansvar og kommunikation

Aftale om overflytning indgås mellem afgivende og modtagende afdeling. Ved præ-hospital visitation aftales overflytningen mellem regionens AMK (Akut Medicinsk Koordinering) vagtcentral, ambulancepersonale, den afdeling som varetager den telemedicinske visitation og modtagende afdeling. Ledsagende personale skal kunne få kontakt med modtagende afdeling under transporten – f.eks. via mobiltelefon, således at modtagende afdeling kan orienteres, såfremt patientens tilstand ændres undervejs. Omvendt skal modtagende afdeling også kunne kontakte ambulancen. Afgivende afdeling har behandlingsansvaret for patienten, indtil patienten ankommer til modtagende afdeling. Ved præhospital (om)visitation ligger behandlingsansvaret overordnet i den præ-hospitale organisation (hos korpslæge ved udelukkende redder ledsaget transport, hos akutlæge ved læge/anæstesisygeplejerske ledsaget transport), indtil patienten modtages på hospital. Ofte vil der være et samarbejde om f.eks. medicinsk behandling præhospitalt mellem lægen på modtagende afdeling og ambulancepersonalet.


2.3 Udstyr

2.3.1 Udstyr i ambulance

Alle danske ambulancer er udstyret med monitorerings- og defibrilleringsudstyr som kan anvendes til:

  • O2-saturationsmåling
  • Kontinuerlig hjerterytmeovervågning
  • Non-invasiv blodtryksmåling
  • 12 afledningers EKG som skal kunne transmitteres telemedicinsk
  • DC-konvertering

Det er reddernes ansvarsområde at betjene dette udstyr.

Monitoreringsudstyret er transportabelt. Det anbefales, at redderne medbringer og klargør monitoreringsudstyret, før man afkobler hospitalets telemetri-overvågning.

Ambulancen skal derudover medbringe følgende medicin og utensilier:

  • Perifere venekatetre, div. kanyler, infusionsvæske (isotonisk NaCl).
  • Glucagon, acetylsalicylsyre, naloxon, NTG-spray, salbutamol.
  • O2, mulighed for evt. tilkobling af trykstyret respirator.
  • Ventilationsmaske (og selvinflaterende ventilationsballon).

2.3.2 Transportkasse med medicin

Det anbefales, at man i akutmodtagelsen og på hjerteafdelingen har en transportkasse med medicin, som altid er klar til brug, og som er nem at tage med på transporten. Afdelingen bør organisere et kontrolsystem, der sikrer opfyldning ved mangler og bortskafning af medicin, der har overskredet udløbsdato.

Er der anæstesiberedskab med på transporten mhp. evt. intubation, sørger anæstesiafdelingen for at medbringe medicin til sedation/anæstesi.

I transportkassen bør endvidere forefindes en kopi af afdelingens blandevejledninger til infusion af nitroglycerin, isoprenalin, dopamin, noradrenalin, dobutamin og amiodaron, men ikke-behandlingskritiske infusioner bør så vidt muligt pauseres/seponeres inden transport. I stedet bør medicininfusion erstattes med intermitterende bolus indgift (f.eks. analgetika og sedativa) for at reducere medbragt infusionsudstyr.

Nødvendige medicininfusioner indgives via infusionspumper, som skal kunne fastspændes på dedikeret fastmonteret stang i ambulancen alternativt direkte på båren. Medbragt infusionsudstyr bør forsynes via strømkabel under transporten, men skal have batteriforsyning som backup. Infusionssprøjter skal være fyldte inden afgang, og ekstra færdigblandet medicin til infusion medbringes, når det er relevant (afhængig af infusionshastighed, transportvarighed mv.). Dråbetællere er ikke egnet til brug under ambulancetransport og kan ikke anbefales.


2.4 Kompetenceniveau hos ledsagende personale

Flere regioner arbejder på at oprette såkaldte »transport teams«, hvor enhver ledsaget inter-hospital transport varetages af anæstesiolog og/eller anæstesisygeplejerske. Ved tidskritiske tilstande som f.eks. STEMI bør der altid foretages et individuelt skøn med hensyn til, om patienten er i en relativ lille risiko for komplikationer under transporten og derved kan overflyttes umiddelbart, eller om der bør bruges tid på at afvente transport teamets assistance.

Nedenstående tabeller beskriver i oversigtsform minimumskompetencer hos ledsagende personale ved transport af hjertepatienter i forskellige kliniske situationer. Der kan være lokale forhold, der gør, at andre personalegrupper ledsager patienter under transport, men ledsagende personale bør altid have et kompetenceniveau svarende til eller højere end det i skemaet beskrevne.

Patientens kliniske tilstand er afgørende for kompetenceniveauet hos ledsagende personale.

Stabil hæmodynamik defineres ud fra nedenstående kriterier:

  • Vågen
  • Respirationsfrekvens < 30
  • Hjertefrekvens > 50 og < 120
  • Iltsaturation > 95 % med ilt tilskud
  • Systolisk blodtryk > 90 mmHg

Hvis en af ovenstående parametre ikke er opfyldt, betragtes patienten som ustabil.

2.4.1 STEMI, præ-hospital transport

Der tilstræbes »rendez-vous« med en akutlægebil for alle STEMI patienter. Ordningen administreres af AMK vagtcentralen, som disponerer nærmeste akutlægebil. Dette må ikke forsinke transporten. Såfremt akutlægebilens beredskab er bundet af andre opgaver, må patienten risikovurderes i samarbejde med modtagende/visiterende afdeling ud fra nedenstående retningslinjer. I Region Midt har man fundet, at ved afstand på >60 km er der tidsgevinst ved at bruge akutlægehelikopter frem for ambulance. AMK-vagtcentralen vurderer ud fra vedtagne retningslinjer brug af akutlægehelikopter og sender den sammen med ambulancen, når afstandskriterierne for brugen heraf er opfyldte. Hvis behov for lægeledsagelse og akutlægebil eller akutlægehelikopter ikke er mulig, rekvireres lægeledsagelse på nærmeste sygehus.

Tabel 2.1: STEMI, præ-hospital transport

Risiko

Klinisk status forud for transport

Transportform og ledsagelse

Lille

Stabil hæmodynamik*,
intet behov for ass. ventilation
ud over ilt-tilskud.
Evt. smertebehandling

2 ambulancereddere (min. en ambulancebehandler).
Ved rendezvous 1 speciallæge i anæstesiologi (akutlægebil/helikopter)/
anæstesisygeplejerske.

Stor

Hæmodynamisk ustabil patient
eller behov for ass. ventilation.

2 ambulancereddere
(min. en ambulancebehandler)
Ved rendezvous 1 speciallæge i anæstesiologi (akutlægebil/helikopter).

* Stabil hæmodynamik: Se afsnit 2.4

2.4.2 STEMI, inter-hospital transport

En del patienter med STEMI indlægges initialt på et hospital, hvor der ikke er mulighed for invasiv behandling. Det kan være »selv-henvendere«, patienter fra nært liggende lægevagtskonsultation eller patienter, der af anden årsag ikke har fået foretaget telemedicinsk visitation på baggrund af EKG-optagelse præ-hospitalt. Ved kort transportvej kan patienten overflyttes uden anden ledsagelse end ambulancepersonalet, såfremt patientens tilstand vurderes som stabil ved første lægekontakt (se nedenfor).

 

Tabel 2.2: STEMI, inter-hospital transport

Risiko

Klinisk status forud for transport

Transportform og ledsagelse

Lille

Intet behov for i.v. infusion.
Stabil hæmodynamik *.
Ingen livstruende arytmier.
Transporttid < 30 min.

2 ambulancereddere
(min. 1 ambulance behandler)

Lille/
moderat

Behov for i.v. infusion.
Stabil hæmodynamik *.
Ingen livstruende arytmier.

2 ambulancereddere
(min. 1 ambulance behandler).
1 specialsygeplejerske **
/1 anæstesisygeplejerske.

Moderat

Behov for i.v. infusion.
Stabil hæmodynamik *.
Nylig livstruende arytmier.

2 ambulancereddere
(min. 1 ambulance behandler).
1 læge - medicinsk ***,
1 specialsygeplejerske **
/1 anæstesisygeplejerske.

Stor

Hæmodynamisk ustabil eller
behov for assisteret
ventilation.

2 ambulancereddere
(min. 1 ambulance behandler).
1 speciallæge i anæstesiologi.
1 anæstesisygeplejerske.

* Stabil hæmodynamik: Se afsnit 2.4

** Specialsygeplejerske. Kardiologisk specialsygeplejerske, intensiv sygeplejerske.

***1 læge – medicinsk. Lægen bør som minimum have gennemført introduktionsuddannelsen til intern medicin eller have tilsvarende kompetencer, f.eks. ALS kursus. Ledsagende læge bør desuden have kendskab til ambulance indretning og udstyr.

2.4.3 NSTEMI/UAP/Arytmi, inter-hospital transport

Patienter med UAP og NSTEMI indgår i de nationale "hjertepakker" og bør tilbydes diagnostisk KAG (og evt. efterfølgende revaskularisering med PCI eller CABG) indenfor 72 timer fra indlæggelsen. Patienter med arytmi med indikation for subakut invasiv diagnostik og behandling (KAG, elektrofysiologisk undersøgelse) følger samme retningslinjer for overflyttelse. Der vil sjældent være behov for hyperakut inter-hospitaltransport, med mindre patienten udvikler kardiogent shock (afsnit 2.4.6).

Tabel 2.3 NSTEMI/UAP og arytmi, inter-hospital transport

Risiko

Klinisk status forud for transport

Transportform og ledsagelse

Lille

Intet behov for i.v. infusion.
Stabil hæmodynamik *.
Ingen livstruende arytmier
indenfor sidste 2 døgn.

2 ambulancereddere
(min. 1 ambulance behandler)

Lille/
moderat

Behov for i.v. infusion.
Behov for EKG overvågning
men ingen livstruende arytmier
indenfor det sidste døgn.

2 ambulancereddere
(min. 1 ambulance behandler).
1 specialsygeplejerske **
/1 anæstesisygeplejerske.

Moderat

Behov for i.v. infusion.
Behov for EKG overvågning.
Livstruende arytmier
indenfor det sidste døgn.
Ikke umiddelbar behov for
intubationsberedskab.

2 ambulancereddere
(min. 1 ambulance behandler).
1 læge - medicinsk ***.
1 specialsygeplejerske **
/1 anæstesisygeplejerske.

Stor

Hæmodynamisk ustabil patient
eller patient med behov for
assisteret ventilation.

2 ambulancereddere
(min. 1 ambulance behandler)
1 speciallæge i anæstesi.
1 anæstesisygeplejerske.

* Stabil hæmodynamik: Se afsnit 2.4

** Specialsygeplejerske. Kardiologisk specialsygeplejerske, intensiv sygeplejerske.

***1 læge – medicinsk. Lægen bør som minimum have gennemført introduktionsuddannelsen til intern medicin eller have tilsvarende kompetencer, f.eks. ALS kursus. Ledsagende læge bør desuden have kendskab til ambulanceindretning- og udstyr.

 

2.4.4 Hjertestop 

Der tilstræbes ”rendez-vous” med akutlægebil (eller helikopter) for alle patienter med præhospitalt hjertestop. Ordningen administreres af AMK vagtcentralen, som disponerer nærmeste akutlægebil. Såfremt akutlægebilens beredskab er bundet af andre opgaver, må patienten risikovurderes med modtagende/visiterende afdeling. AMK-vagtcentralen vurderer ud fra vedtagne retningslinjer brug af akutlægehelikopter og sender den sammen med ambulancen, når afstandskriterierne for brugen heraf er opfyldte. Hvis behov for lægeledsagelse, og akutlægebil eller akutlægehelikopter ikke er mulig rekvireres lægeledsagelse på nærmeste sygehus. 

Patienter, som genvinder spontant kredsløb (Return Of Spontaneous Circulation (ROSC)) efter hjertestop udenfor hospital, bør konfereres med et invasivt kardiologisk center med henblik på akut KAG ved: a) tegn på pågående iskæmi (EKG med ST-elevationer eller udtalte ST-depressioner), b) ved kardiogent shock og c) ved akut pacebehov. Det anbefales, at patienterne modtages direkte i kardiologisk laboratorium på et hjertecenter, hvor KAG og eventuelt PCI kan udføres. For de resterende patienter med ROSC efter hjertestop udenfor hospital, hvor der ikke er EKG-forandringer forenelige med pågående iskæmi eller kardiogent shock, og ej heller oplagt ikke-kardiel årsag til hjertestop, mangler der fortsat dokumentation for nytteværdien af akut KAG og specielt primær PCI. Set i lyset af at en andel af disse patienter får påvist signifikante koronararteriestenoser uden, at der er signifikante EKG forandringer, at hypotermibehandling og efterfølgende neurologisk prognosticering bedst foregår på centre med højt volumen og tværfaglig ekspertise til stede, bør disse patienter indlægges på hjertecenter med mulighed for akut eller subakut KAG og i øvrigt med henblik på hypotermibehandling.

Ved succesfuld genoplivning efter hjertestop på hospital, hvor der ikke foreligger en oplagt ikke-kardiel udløsende årsag, bør der konfereres med invasivt kardiologisk center med henblik på akut KAG. 

Patienter som ikke genvinder spontant kredsløb, men transporteres under pågående HLR anbefales modtaget på invasivt center således, at der kan foranstaltes akut KAG og evt. etableres ekstrakorrporal cirkulation. (Se i øvrigt DCS' holdningspapir for håndtering af patienter med hjertestop udenfor hospital 2013).

Mekanisk hjertemassage
Ved præ- og inter-hospital patienttransport kan brug af apparatur til mekanisk hjertemassage (f.eks. LUCASTM eller AutopulseTM) overvejes med henblik på at opretholde effektiv hjertemassage ved langvarig genoplivning. Udstyr til mekanisk hjertemassage forefindes i akutlægebiler og lægehelikoptere. Der foreligger ikke dokumenteret overlevelsesgevinst ved rutinemæssig brug af mekanisk hjertemassage i forbindelse med langvarigt hjertestop. Algoritmen for såvel basal som avanceret genoplivning bør altid følges. Vigtigheden af rytmevurdering/defibrillering hvert 2. minut understreges. Såfremt mekanisk hjertemassage ikke kan etableres eller opretholdes uden unødige afbrydelser (f.eks. besværlig påsætning, strømproblemer, mv.), skal der straks gøres manuel hjertemassage.

 

Tabel 2.4: Hjertestop, præ- og inter-hospital transport

Risiko

Klinisk status forud for transport

Transportform og ledsagelse

Moderat

Behov for i.v. infusion.
Stabil hæmodynamik *.

2 ambulancereddere 
(min. 1 ambulance behandler).
1 læge - medicinsk **,
1 1 anæstesisygeplejerske.

Stor

Hæmodynamisk ustabil eller 
behov for assisteret 
ventilation.

2 ambulancereddere 
(min. 1 ambulance behandler).
1 speciallæge i anæstesiologi.
1 anæstesisygeplejerske.

* Stabil hæmodynamik: Se afsnit 2.4

**1 læge – medicinsk. Lægen bør som minimum have gennemført introduktionsuddannelsen til intern medicin eller have tilsvarende kompetencer, f.eks. ALS kursus. Ledsagende læge bør desuden have kendskab til ambulance indretning og udstyr.

2.4.5 Kardiogent shock, præ-hospital transport

Patienter med kardiogent shock har pr. definition ustabil hæmodynamik, og der bør derfor rekvireres rendezvous med lægebil/akutbil tidligst muligt i den præhospitale fase. Således bør disse patienter følges af 2 ambulancereddere/behandlere og 1 speciallæge i anæstesiologi, som beskrevet ved STEMI patienter ovenfor. Patienterne bør primært visiteres til invasivt kardiologisk center, med mindre tilstanden vurderes ikke at kunne stabiliseres sufficient under transporten. AMK vagtcentralen vurderer ud fra vedtagne retningslinjer brug af akutlægehelikopter og sender den sammen med ambulancen, når afstandskriterierne for brugen heraf er opfyldte. 

2.4.6 Kardiogent shock, inter-hospital transport

Behandling af kardiogent shock er som regel en specialopgave, der bl.a. kræver invasiv monitorering af hæmodynamik. Hvis der ud fra en samlet vurdering findes behandlingsindikation, er overflytning til hjertecenter altid indiceret. Med sufficient forberedelse er alle patienter principielt transportable.

Tabel 2.5: Kardiogent shock, inter-hospital transport

Risiko

Klinisk status forud for transport

Transportform og ledsagelse

Stor

Hæmodynamisk ustabil patient evt.
med behov for assisteret ventilation.

2 ambulancereddere
(min. 1 ambulance behandler).
1 speciallæge i anæstesi.
1 anæstesisygeplejerske.


2.4.7 Overflyttelse fra hjertecenter til efterbehandling og rehabilitering på andet hospital

Skemaet omfatter patienter, der netop har gennemgået invasiv undersøgelse eller behandling.

Efter KAG:

Patienter henvist med stabil angina eller hjerteklap sygdom, hvor der udelukkende er foretaget KAG, kan udskrives efter få timers observation i afdelingen forudsat, at patienten i øvrigt er stabil. Risikoen for yderligere kardielle komplikationer betragtes som lille, men pga. den nylige arteriepunktur, ofte i a. femoralis, bør patienten ikke selv stå for transporten hjem. Dette for at mindske risikoen for lyskekomplikationer (blødning, pseudoaneurisme). Patienten bør ikke være alene i hjemmet det første døgn efter undersøgelsen.

Efter PCI:

Stabil angina (ikke AKS): Ved ukompliceret PCI, hvor der ikke er tale om proximal LAD-læsion eller hovedstammebehandling, kan patienten oftest udskrives efter 4-6 timer. Forholdsregler som ovenfor anført. Ved komplicerede læsioner indlægges patienten vanligvis til et døgns observation. Patienten må ikke selv køre bilen.

AKS eller arytmi: Patienter tilbageflyttes efter 4-6 timer til minimum et døgns yderligere indlæggelse og observation (enten på PCI center eller på henvisende afdeling) for at registrere evt. PCI-relaterede komplikationer (procedurerelateret AMI, akut stentokklusion, blødning). Ved nyligt større AMI bør indlæggelsestiden være længere (samlet indlæggelse 3-5 døgn). Tilbagetransporten foregår liggende (ambulance eller sygetransport).

Tabel 2.6: STEMI/NSTEMI/UAP/ARYTMI overflyttelse/hjemtransport

Klinisk status forud for transport

Transportform og ledsagelse

Stabiliseret patient, 2-5 dage efter KAG/PCI.

Udskrives til hjemmet.

Siddende transport.

Nylig KAG (efter få timers observation).

Nylig PCI (indenfor 2 døgn).

Siddende transport
med chauffør, der
bærer evt. bagage

PCI < 24 timer

Liggende transport på båre.
2 ambulancereddere
(min. 1 ambulancebehandler).

 


 2.5 Patienttransport med akutlægehelikopter

Beslutning om en permanent national akutlægehelikopter ordning blev truffet i efteråret 2012. Denne indbefatter i alt 3 døgndækkende helikoptere placeret i henholdsvis Skive, Billund og Ringsted. Akutlægehelikopterne er organiseret som helikopter emergency medical service (HEMS) -ordninger i Skandinavien og Centraleuropa med en besætning bestående af en erfaren præhospital akutlæge (anæstesiolog), en pilot og en paramediciner. Akutlægehelikopteren er en supplerende enhed til det eksisterende præhospitale beredskab og skal bidrage til, at borgere i yderområderne ved alvorlig sygdom eller tilskadekomst sikres ligeværdig adgang til avanceret præhospital lægebehandling og hurtig transport til højtspecialiserede behandlingstilbud. Brugen af lægehelikopter til transport af patienter med STEMI har vist en reduktion i det samlede system-delay. Tidsgevinsten ved brug af lægehelikopter bliver større, jo længere transportafstanden er mellem optagestedet og PCI-centret. Helikopterne der benyttes kan flyve i mørke og under forhold med dårlig sigtbarhed. Akutlægehelikopterne disponeres af AMK vagtcentralerne ud fra vedtagne retningslinjer.

2.5.1 Ansvar og kommunikation

Ved præ-hospital visitation aftales overflytningen mellem den læge, som varetager den telemedicinske visitation, AMK vagtcentral og modtagende afdeling. Ved inter-hospital transport indgås aftale om overflytning mellem afgivende og modtagende afdeling. Transport med akutlægehelikopter bestilles via AMK vagtcentral.

Ved både præ- og interhospital helikoptertransport har helikopterlægen endelig myndighed til at beslutte om, akutlægehelikopter kan anvendes. Under helikoptertransport har ledsagende speciallæge ansvaret for patienten.

Ved helikoptertransport adviseres modtagende afdeling direkte fra akutlægehelikopteren om forventet ankomsttidspunkt.

2.5.2 Udstyr i akutlægehelikopter

Alle akutlægehelikoptere er udstyret med monitorerings- og defibrilleringsudstyr svarende til det i afsnit 2.3.1 omtalte samt mulighed for invasiv blodtryksmåling og transkutan pacing.

Alle akutte hjertepatienter, der transporteres med akutlægehelikopter, skal have påmonteret pads til defibrillering, der tillader DC-stød og transkutan pacing under flyvningen.

I alle akutlægehelikopterne forefindes udstyr til mekanisk hjertemassage. Dette udstyr skal forefindes i helikopterkabinen under flyvning hos alle hjertepatienter, og påmonteres patienten inden flyvning, såfremt det forventes, at der kan opstå behov for mekanisk hjertemassage under flyvning.

På helikopteren forefindes endvidere transportrespirator og infusionspumper. Brug af medicininfusion følger principper analogt til ambulancetransport (se afsnit 2.3.2).

2.5.3 Ledsagende personale

Helikopterlægen er altid speciallæge i anæstesi. Der er ikke behov for yderligere ledsagepersonale.

2.5.4 Sikkerhed

Af hensyn til sikkerhed for alt personale og patient skal nedenstående krav ved samarbejde med akutlægehelikopteren iagttages.

Ved modtagelse/aflevering af patient:

  • Nærm dig aldrig helikopteren, når rotorbladene er i bevægelse
  • Nærm dig ikke akutlægehelikopteren før du har modtaget signal fra helikopterpersonalet herom
  • Generelt vil helikopterpersonalet møde og ekskortere dig til akutlægehelikopteren
  • Ved landing/take-off: Hold god afstand, gerne over 30 meter– stå eller gå roligt
  • Åben eller luk aldrig døre i helikopteren - dette varetages altid af helikopterpersonalet
  • Følg altid anvisningerne fra helikopterpersonalet

2.6. Transport af patienter med gentagne ICD shock

En ICD-magnet forefindes på hospitalsafdelinger, i lægehelikopter og oftest også i akutlægebiler (ikke i primærambulancer). Den bør rekvireres ved transport af ovenstående patienter. Magneten anvendes til ICD-patienter, som i vågen tilstand har fået eller under transporten får, 2 eller flere shock fra ICD-enheden inden for kort tid (< 30 minutter).

Årsagen til multiple shock er enten relevante shock på grund af hyppige tilfælde af ventrikulær takykardi eller ventrikelflimren, irrelevante stød på grund af fejltolkning af supraventrikulær takykardi, - oftest atrieflimren eller irrelevante stød under normalrytme, - oftest på grund af defekt elektrode.

Pålægning af magnet over ICD-enheden vil inaktivere dens takykardibrydende funktioner (forhindre shock og anti-takykardi-pacing (ATP)). ICD-enhedens almindelige pacemakerfunktion påvirkes ikke af magneten. Så snart magneten fjernes igen, vil ICD-enheden virke som før. Dog skal man bemærke, at ICD fra Biotronik vil tilbageholde terapi i en begrænset tid (8 timer), og herefter vil der blive givet ATP til trods for, at patienten fortsat har en magnet over ICD-enheden.

2.6.1 Anbefaling ved flere på hinanden følgende shock fra ICD-enheden

Bevidstløs patient:

  • Undlad magnet og lad ICD-enheden give shock, - med mindre EKG/overvågning klart viser, at der er normal hjerterytme. Ved manglende effekt af ICD-shock bør man forsøge ekstern defibrillering for at udelukke malfunktion af ICD-enheden.
  • Man kan uproblematisk fortsætte basal HLR i forbindelse med ICD-terapi.

Vågen patient:

  • Påsæt straks magneten med plaster for at undgå yderligere stød  
  • Etablér EKG-overvågning:
    • Ved supraventrikulær takykardi/atrieflimren eller sinusrytme fastgøres magneten med plaster. Arytmien behandles efter vanlige retningslinjer.
    • Ved ventrikulær takykardi fastgøres magneten med plaster, og der behandles medicinsk efter vanlige retningslinjer.
    • Ved ventrikulær takykardi med hæmodynamisk påvirkning, kan man under sedation/anæstesi fjerne magneten, og lade ICD-enheden give shock.
  • Patienten skal være monitoreret, når der er magnet over ICD-enheden.

Forfattere: Carsten Stengaard og Jacob Thorsted Sørensen

Referenter: Jens Flensted Lassen, Jesper Kjærgaard