31. Graviditet og hjertesygdom

Revideret af DCS’ arbejdsgruppe vedr. Medfødte Hjertesygdomme

Kapitlet har ikke undergået indholdsmæssige ændringer i forbindelse med revision 2016

31.1 Visitation af gravide med hjertesygdom
31.2 Fysiologiske ændringer
31.3 Risikovurdering
31.4 Antikonception
31.5 Medicin under graviditet og efter fødsel
31.6 Endocarditisprofylakse
31.7 Hypertensive tilstande
31.8 Fødsel
31.9 Klapsygdomme
31.10 Kardiomyopatier
31.11 Iskæmisk hjertesygdom
31.12 Hjertetransplantation
31.13 Pacemaker, ICD og DC-konvertering
31.14 Lungeemboli


31.1 Visitation af gravide med hjertesygdom

Behandling og kontrol af voksne med medfødte hjertesygdomme er en højt specialiseret funktion som varetages på Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital. (Sundhedsstyrelsen, 2014).

Graviditet og fødsel indebærer en særlig belastning af hjerte og kredsløb. Alligevel vil mange kvinder med erhvervet eller medfødt hjertesygdom kunne følges i lokalt kardiologisk og obstetrisk regi under graviditeten og også føde lokalt i et samarbejde med et af de to landscentre.

Følgende retningslinjer anbefales:

  • Gravide med medfødt hjertesygdom henvises til primærvurdering på landscentrene for at sikre, at kvindens hjertemæssige status er tilfredsstillende og ikke kræver intervention eller omlægning af medicin. I et tværfagligt samarbejde med subspecialiserede kardiologer, obstetrikere og anæstesiologer vurderes risikoen og der tages stilling til behovet for monitorering, fødested og -måde. Kvinderne bør optimalt være henvist og vurderet allerede inden konceptionen. Alternativt henvises kvinderne hurtigst muligt efter erkendt graviditet.
  • Gravide med kompleks hjertesygdom, mekaniske klapper, svær hjerteklapsygdom, kardiomyopati, hjertesvigt, aortopati eller pulmonal hypertension skal altid vurderes og følges på landscentrene.
  • Gravide med medfødt hjertesygdom tilbydes fosterekkokardiografi fra uge 16-20 pga. op til 5 % risiko for strukturel hjertesygdom hos barnet.
  • Kontakt landscenteret i alle tvivlstilfælde.

31.2 Fysiologiske ændringer

Under graviditet

  • Blodvolumen øges med ca. 50 %, specielt fra 6. til 28. gestationsuge.
  • Plasmavolumen stiger relativt mere end erytrocytvolumen → relativ anæmi (hæmatokrit ~ 0,33-0,38).
  • Minutvolumen øges i første og andet trimester gestationsuge (max midt i andet trimester).
  • Slagvolumen stiger de første 6 måneder, pulsen specielt til sidst.
  • Ventriklernes slut-diastoliske volumen øges fra uge 10.
  • Blodtrykket (specielt diastolisk) falder forbigående de første 4 måneder.
  • Total perifer modstand falder parallelt.
  • Øget tromboserisiko under graviditet og de første uger efter fødslen.

Under fødsel

  • Puls, slag- og minutvolumen øges yderligere.
  • Systolisk og diastolisk BT øges under veer.
  • Store svingninger i preload (blødning, uterocaval kompression, veer).

Postpartum

  • Øget venøs fyldning umiddelbart postnatalt (autotransfusion via placenta).
  • Fald i puls og minutvolumen indenfor de første timer.
  • Præ-graviditetsstatus nås ofte først efter 12-24 uger.

Almindelige symptomer, kliniske og parakliniske tegn i graviditeten

  • Uspecifikke symptomer (træthed, åndenød, palpitationer mv.).
  • Accentuerede hjertelyde (det er ikke nødvendigvis patologisk med S3 galop).
  • Fysiologisk flowmislyd.
  • Diskrete EKG ændringer (aksedrejning, Q-takker, ST-skift, arytmitendens).
  • Let kardiomegali.
  • Ventrikel-, men specielt atriedilatation og små perikardieeksudater kan ses.

31.3 Risikovurdering

Der findes flere algoritmer til vurdering af den maternelle risiko, klassisk baseret på 5 uafhængige prædiktorer:

  • NYHA-klasse > II eller cyanose.
  • Symptomgivende arytmier.
  • Mitralstenose (< 2 cm2), aortastenose (< 1,5 cm2), subaortaobstruktion (> 30 mmHg), coarctatio aortae.
  • Myokardiedysfunktion: LVEF < 40 %.
  • Tidligere kredsløbssygdom (hjertesvigt, TCI tilfælde, apoplexia cerebri).

Følgende kan anvendes vejledende:

Lav risiko – kan føde på ikke-specialiserede centre:

  • Lille til moderat venstre-højre shunt med normalt pulmonaltryk.
  • Let klapinsufficiens.
  • Let obstruktion i venstre ventrikels udløb (< 30 mmHg).
  • Let til moderat obstruktion i højre ventrikels udløb.
  • De fleste patienter med medfødt hjertesygdom, som er velopererede i børneårene.

Intermediær risiko – skal følges og føde i center:

  • Coarctatio aortae (behandlede som ubehandlede), moderat aortastenose (AVA 1-1,5 cm2).
  • Volumen- og/eller trykbelastet højre ventrikel (f.eks. efter Fallot’s tetralogi, truncus arteriosus, pulmonalatresi).
  • Let pulmonal hypertension sekundært til anden hjertesygdom
  • Systemisk højre ventrikel (f.eks. efter Mustard/Senning operation, kongenit korrigeret transposition).
  • Moderat LV dysfunktion (LVEF 40-50 %).
  • Mekanisk klapprotese.
  • Dilateret aorta uanset genese.
  • Let cyanotisk hjertesygdom (f.eks. Ebsteins anomali, pallierede univentrikulære hjerter). Cyanose er en betydelig risiko for væksthæmning hos barnet, der er øget risiko for paradokse embolier hos mor.

Høj risiko – graviditet bør frarådes:

  • Primær pulmonal hypertension/Eisenmengers syndrom (mortalitet 25-50 %).
  • Postoperativ pulmonal hypertension (> 50 % af systemtrykket).
  • Symptomatisk, svær aortastenose (klapareal < 1 cm2).
  • Asymptomatisk, svær aortastenose og < 10 METS ved arbejdstest.
  • Svær mitralstenose (klapareal < 1,5cm2).
  • Venstre ventrikel dysfunktion (LVEF < 40 %).
  • Hjertesvigt sv.t. NYHA-klasse III-IV.
  • Marfan og andre familiære aortopatier (Loyes-Dietz, ACTA2 mutation) med dilateret aorta (> 45 mm).
  • Bicuspid aortaklap og aorta diameter > 50 mm.
  • Turner syndrom med aorta diameter > 25 mm/m2, specielt ved samtidig bicuspid aortaklap og CoA – også velbehandlet.
  • Ehlers-Danlos syndom, Type IV (vaskulær), uanset aortadiameter.
  • Svær cyanotisk hjertesygdom (f.eks. Ebsteins anomali, pallierede univentrikulære hjerter).

31.4 Antikonception

31.4.1 Hormonale kontraceptiva

Hormonelle antikonceptiva er effektive og uden risiko for de fleste.

Kombinationspræparater (østrogen + gestagen) er relativt kontraindicerede ved øget tromboembolisk risiko:

  • Cyanotisk hjertesygdom
  • Pulmonal hypertension (> 50% af systemtryk)
  • Lavt minutvolumen
  • Svært dilaterede hjertekamre
  • Atriale arytmier
  • Systemisk hypertension
  • Fontan/TCPC kredsløb
  • Iskæmisk hjertesygdom
  • Tidligere tromboemboli
  • Øvrige tilstande hvor AK-behandling er indiceret
  • Mekaniske hjerteklapper

Monoterapi med gestagent hormon er sammenlignet med kombinationspræparaterne forbundet med en reduceret risiko for tromboemboli, men kan forårsage pletblødninger og uregelmæssige blødninger. Kan administreres som tabletter (mini-piller), depot-injektioner, nødprevention (”fortrydelsespiller”), ”spiraler” og subkutane implantater (P-stav).

  • Minipiller bør kun anbefales til patienter med god compliance.
  • Gestagener kan bevirke væskeretention → obs. ved hjerteinsufficiens.
  • Gestagen absorptionen hæmmes af endothelinantagonister. Patienter behandlet hermed anbefales derfor intrauterine kontraceptiva.

31.4.2 Intrauterine kontraceptiva (IUD)

Effektive, men lille risiko for infertilitet (underlivsinfektion, ca. 2 %) og endocarditis.

  • Gestagenspiral til patienter, som frarådes østrogener. Mere effektivt end sterilisation.
  • Konventionel kobber IUD – benyttes ikke til cyanotiske patienter. Denne er forbundet med øget infektionsrisiko i forhold til gestagenspiral.
  • Oplægning af IUD kan udløse vasovagale tilfælde, som kan være livstruende hos f.eks. cyanotiske patienter og patienter med pulmonal hypertension.

31.4.3 Sterilisation

  • Effektivt, men oftest irreversibel. Laparoskopisk sterilisation overvejes, når graviditet er livstruende, f.eks. pulmonal hypertension og svær hjerteinsufficiens (NYHA-klasse IV).
  • Laparoskopi kræver ofte anæstesi og abdominal luftinsufflation → høj risiko ved svær cyanose, hos Fontan patienter og ved Eisenmenger syndrom, men kan laves som miniskopi i lokalanæstesi.
  • Tubaokklusion (Essure, Adriana) kræver ikke anæstesi, men er ikke så udbredt i DK.

31.4.4 Barriere metoder

  • Lav pålidelighed. Bør ikke anvendes i tilfælde, hvor graviditet bør undgås.

31.5 Medicin under graviditet og efter fødsel

Generelt:

  • Genovervej altid indikation og alternative behandlingsmuligheder.
  • Multivitamin fra 3 mdr. før konception til slutningen af 1. trimester nedsætter risikoen for hjertesygdom hos barnet.

Kontraindiceret under graviditet:

  • ACE-hæmmere og ATII-antagonister: Oligohydramnios og nyresvigt (specielt i 1.(-2.) trimester). Som alternativ til ACE-hæmmere og ATII-antagonister kan hydralazin + isosorbiddinitrat forsøges ved hjertesvigt.
  • Statiner.
  • Spironolacton.

Kan anvendes under graviditet:

  • AK-behandling (se nedenfor).
  • Amiodaron: Passerer placenta med risiko for reversibel kongenit thyreoideasygdom.
  • Betablokkere: Stoffer med beta-1 effekt er bedst. Størst erfaring med labetalol og propranolol. Lille risiko for føtal bradykardi og væksthæmning (tilvækstskanning fra uge 24) samt postnatal hypoglykæmi.
  • Calcium-antagonister.
  • Digoxin (passerer placenta).

Efter fødslen (amning):

  • De fleste præparater udskilles kun i minimale mængder i modermælk. Kontakt evt. landscenter.
  • ACE-hæmmere: Alle kan bruges, men captopril har laveste lipidopløselighed.
  • AK-behandling (warfarin) kan anvendes uden problemer for barnet.

31.5.1 AK-behandling

  • Erfaringsmæssigt forbundet med stor risiko for kvinde og foster. Gravide i AK behandling bør derfor altid følges og føde på et landscenter pga. risiko for livstruende blødning og tromboemboliske komplikationer både under graviditeten og postpartum. Mest udtalt i forbindelse med ”bridging”, hvor man skifter fra et præparat til et andet.
  • De fleste kan føde normalt.
  • Epidural og spinal anæstesi indebærer risiko for blødning, og bør udskydes til mindst 10 timer efter sidste injektion af LMWH. Kan dette krav ikke opfyldes tilrådes generel anæstesi, såfremt anæstesi er påkrævet. Ny dosis LMWH gives tidligst 2 timer efter anlæggelse eller fjernelse af epidural kateter.
  • Fordele og ulemper ved forskellige behandlingsregimer bør drøftes med patienten.

Warfarin

  • Sikrest for den gravide.
  • Passerer placenta.
  • Øget risiko for spontan abort, præmaturitet, embryopati og CNS-blødninger hos fosteret
  • Warfarin embryopati i 6.-12. gestationsuge, formentlig specielt ved doser > 5 mg/døgn.
  • Dosisbehov som udenfor graviditet.

Lavmolekylært heparin (LMWH)

  • Anvendes under tæt anti-Xa monitorering (4 timer efter dosering).
  • Stigende dosering typisk nødvendig i graviditeten grundet øget metabolisme.

Praktisk strategi

Strategien for behandling og fødsel bør i hvert tilfælde planlægges af landscenteret.
Fødslen bør ske på landscenter. Der er ingen international konsensus med hensyn til AK-behandling under graviditet, men følgende anbefales under primær hensyntagen til:

  1. Tromboembolisk risiko og blødningsrisiko hos den gravide kvinde.
  2. Embryopati- og blødningsrisiko hos fosteret.
  3. Maters ønske efter orientering om fordele/ulemper ved de forskellige regimer.

 

Ved meget høj tromboembolirisiko (f.eks. ved mekaniske AV-klapproteser og tidligere thromboemboliske komplikationer) bruges oftest warfarinbaseret AK-behandling:

  • Warfarin gennem hele graviditeten til 36. gestationsuge.
  • Herefter LMWH f.eks. inj. enoxaparin 1 mg/kg s.c. x 2 justeret til anti-Xa 1.0-1.2 indtil veer eller vandafgang.
  • Pauseres ved aktiv fødsel – veer eller vandafgang.
  • Ved igangsættelse eller sectio gives kun første LMWH dosis dagen før.
  • Hvis fødselsvarighed over 1 døgn gives LMWH i profylaktisk dosis.
  • LMWH genoptages postpartum, når der ikke er aktiv blødning - efter aftale mellem obstetriker og kardiolog. Det kan anbefales at vente 2-4 dage med warfarin.
  • LMWH seponeres når INR har været i niveau i minimum 2 døgn.

 

Ved høj tromboembolirisiko (f.eks. ved mekaniske AV-klapproteser) bruges oftest warfarinbaseret AK-behandling, men LMWH anvendes i stigende omfang evt. i kombination med magnyl:

  • LMWH x2 justeret til anti-Xa 1.0-1.2 fra uge 6 til uge 12
  • Uge 12-36 Warfarin .
  • Herefter LMWH f.eks. inj. enoxaparin 1 mg/kg s.c. x 2 justeret til anti-Xa 1.0-1.2 indtil veer eller vandafgang.
  • Pauseres ved aktiv fødsel – veer eller vandafgang.
  • Ved igangsættelse eller sectio gives kun første LMWH dosis dagen før.
  • Hvis fødselsvarighed over 1 døgn gives LMWH i profylaktisk dosis.
  • LMWH genoptages postpartum, når der ikke er aktiv blødning - efter aftale mellem obstetriker og kardiolog. Det kan anbefales at vente 2-4 dage med warfarin.
  • LMWH seponeres når INR har været i niveau i minimum 2 døgn.

Alternativt

  • LMWH gennem hele graviditeten, forudsat at patienten ikke tidligere har haft tromboemboliske komplikationer, har god compliance og accepterer tæt monitorering, idet der stiles mod anti-Xa 1,0-1,2.

Ved moderat tromboembolirisiko (f.eks. ved mekaniske aortaklapper) er de samme strategier mulige, dog således at man undgår warfarin i den føtotoksiske periode frem til uge 12:

  • I 1. trimester gives LMWH f.eks enoxaparin 1 mg/kg s.c. x 2 justeret til anti-Xa 1,0-1,2.
  • Gennem 2. trimester og frem til 36. gestationsuge gives warfarin.
  • Herefter LMWH som ovenfor.
  • Pauseres ved aktiv fødsel – veer eller vandafgang.
  • Ved igangsættelse eller sectio gives kun første LMWH dosis dagen før.
  • Hvis fødselsvarighed over 1 døgn gives LMWH i profylaktisk dosis.
  • LMWH genoptages 12 timer postpartum eller ved blødningskontrol. Det kan anbefales at vente 2-4 dage med warfarin. LMWH seponeres, når INR har været i niveau i minimum 2 døgn.

Alternativt

  • LMWH gennem hele graviditeten forudsat, at patienten ikke tidligere har haft tromboemboliske komplikationer, har god compliance og monitoreres tæt, idet der stiles mod anti-Xa 1,0-1,2.

Ved lav tromboembolirisiko

  • LMWH gennem hele graviditeten f.eks. inj. enoxaparin 1 mg/kg s.c. x 2 (evt. justeret til anti-Xa 0,8-1,2) til veer.
  • Pauseres ved aktiv fødsel – veer eller vandafgang.
  • Ved igangsættelse eller sectio gives kun første LMWH dosis dagen før.
  • Hvis fødselsvarighed over 1 døgn gives LMWH i profylaktisk dosis.
  • LMWH genoptages 12 timer postpartum eller ved blødningskontrol. Det kan anbefales at vente 2-4 dage med warfarin.
  • LMWH seponeres når INR har været i niveau i minimum 2 døgn.

31.6 Endocarditisprofylakse

  • Risiko for endocarditis under graviditet og ved fødsel er meget lav og profylakse anbefales derfor ikke længere.

31.7 Hypertensive tilstande

Inddeling

  • Kronisk systemisk hypertension, dvs. til stede før graviditeten.
  • Præ-eklampsi (gestationel hypertension ledsaget af proteinuri > 300 mg/24 timer).
  • Præ-eklamptisk overbygning på kronisk systemisk hypertension (op til 25 % af kvinder).
  • Gestationel hypertension (BT > 140/90 mmHg) efter 20. gestationsuge. Normaliseres < 12 uger postpartum. Ca. 50 % får præ-eklampsi.

Lav-risiko patienter

  • BT kontrol inden graviditet.
  • Blodtryk falder typisk i første halvdel af graviditeten, hvorefter det stiger.
  • Antihypertensiv behandling kan forebygge svær hypertension, men ikke præ-eklampsi.

Høj-risiko patienter

  • Prægravid systemisk hypertension med organskade.
  • Individuel vurdering og rådgivning.
  • Hyppige kontroller af BT, urin og fostertilvækst.
  • Antihypertensiv behandling kan forebygge svær hypertension, men ikke præ-eklampsi.

Antihypertensiv behandling

  • Labetalol (100 mg x 2-3, stigende til max. 400 mg x 4).
  • Andre betablokkere kan anvendes (f.eks. metoprolol). Pga. risiko for væksthæmning af fostret, skal der foretages gentagne tilvækstskanninger fra gestationsuge 24. Risiko for postnatal hypoglykæmi (mål og evt. behandling blodsukker umiddelbart efter fødslen).
  • Ved svigtende blodtrykssænkning kan nifedipin depottablet (30-60 mg) tillægges. Nifedipin bør aldrig anvendes sublingualt/i.v. pga. risiko for stort blodtryksfald.
  • Metyldopa kan også anvendes (750 mg til 2 g/d, fordelt på max. 4 doser).
  • Undgå loop-diuretika ved præ-eklampsi. Anvend thiazider.

Behandling af akut hypertension

  • Labetalol (evt. i.v.) eller hydralazin. Alternativt nifedipin (ikke sublingualt/i.v.).
  • Magnesiumsulfat til svær præ-eklampsi og/eller eklampsi.
  • Igangsættelse af fødslen ved præ-eklampsi og evt. anlæggelse af fødeepidural mhp. at reducere den smertebetingede BT-stigning under fødslen.

31.8 Fødsel

Fødselstidspunkt bestemmes af flere faktorer. Tidlig forløsning ved intrauterin væksthæmning eller forværring af patientens tilstand. Vurderes den maternelle risiko ved fødslen høj, overvejes igangsætning af fødslen fra f.eks. 36. uge. Fødselsmåde og -sted aftales med de to landscentre.

Vaginal fødsel

  • Muligt hos langt de fleste.
  • Igangsættes med hindesprængning, oxytocin og/eller prostaglandin efter individuel vurdering.
  • Risiko for bradykardi (oxytocin), forhøjet BT, myokardieiskæmi og vasokonstriktion (prostaglandiner).
  • Fødsel i sideleje eller siddende minimerer de hæmodynamiske udsving (uterocaval kompression).
  • Kop (eller tang) kan reducere fødslens varighed og dermed risiko.
  • Intravaskulære volumensvingninger (blødninger) bør løbende korrigeres.
  • Behov for speciel observation/monitorering planlægges i god tid.

Sectio

  • På almindelig obstetrisk indikation
  • Anbefales ved forestående fødsel under pågående behandling med vitamin K antagonister (VKA) eller nyligt seponeret VKA, idet fosteret er antikoaguleret i 8–10 døgn efter VKA seponering og derfor ikke tåler vaginal fødsel.

Kardial indikation for sectio ved:

  • Marfan syndrom med aortadiameter > 40 mm – absolut indikation.
  • Pulmonal hypertension (> 50 % systemisk) – relativ indikation. OBS: kardial monitorering i dagene efter fødsel.
  • Symptomatisk aortastenose (areal < 1cm2) – relativ indikation.
  • Svært hjertesvigt.
  • Tiltagende cyanose – relativ indikation.
  • Coarctation med hypertension – relativ indikation.

31.9 Klapsygdomme

31.9.1 Mitralstenose

  • Oftest på basis af febris rheumatica.
  • Vurdering og evt. intervention før graviditet.
  • Ved klapareal < 2 cm² (specielt < 1,5 cm²) er risikoen øget.
  • Risiko for lungestase, supraventrikulær arytmi og tromboemboli.
  • Overvej betablokade (længere diastole) og diuretika.
  • Skal have AK-behandling.
  • Hurtig behandling af symptomgivende arytmi, evt. DC-stød (ufarligt for barnet).
  • Ballon valvulotomi ofte effektiv – bedst efter uge 20 (pga. strålebelastning).
  • Evt. (tidlig) sectio ved svær mitralstenose i NYHA III-IV.
  • Specialistopgave.

31.9.2 Aortastenose

  • Oftest kongenit (bikuspid klap), hvorfor man bør undersøge for aortadilatation og coarctatio.
  • Selv patienter med svære stenoser kan som regel sikres gennem graviditeten.
  • Risiko for hjertesvigt.
  • Evt. aflastning og (tidlig) sectio ved svær symptomatisk aortastenose.
  • Præ-gravid vurdering (LVEF, gradient, klapareal, stress-test) mhp. intervention.

31.9.3 Klapinsufficiens

  • Mitral- og aortainsufficiens tåles generelt godt hos asymptomatiske patienter med normal ventrikelfunktion.
  • Præ-gravid vurdering (LVEF, gradient, klapareal, stress-test) mhp. intervention.
  • Diuretika og hydralazin/nitrat ved behov.

31.9.4 Mekaniske klapper

  • Udgør en betydelig risiko for kvinden og fosteret knyttet til AK-behandlingen (se afsnit 31.5.1).
  • Specialistopgave.

31.10 Kardiomyopatier

31.10.1 Hypertrofisk kardiomyopati

  • Prægravid rådgivning om barnets risiko for hypertrofisk kardiomyopati.
  • Graviditet tolereres oftest godt.
  • Ved HOCM er trykgradienten i LVOT ofte stabil gennem graviditeten pga. samtidig dilatation af venstre ventrikel.
  • Arytmitendens oftest tiltagende under graviditeten.
  • De fleste kan føde vaginalt.
  • Lavt preload under og efter fødsel bør undgås.

31.10.1 Peripartum kardiomyopati (PPCM)

  • Hjertesvigt med debut i sidste graviditetsmåned og op til 5 måneder postpartum.
  • Hyppighed 1:10.000 i Danmark.
  • Oftest hos flergangsfødende, ved tvillingegraviditet og hos hypertensive.
  • Ætiologien ukendt (Viral? Immunologisk? Prolaktin-relateret apoptose?).
  • Symptomer, klinik og paraklinik er som ved hjertesvigt.
  • Alle bør pga. potentielt rapidt forløb uden tøven konfereres med center.
  • Behandles konventionelt - ACE-hæmmer/ATII-antagonister - dog først postpartum. Hydralazin kan anvendes under graviditeten.
  • Mange anvender LMWH, specielt postpartum.
  • Værdien af bromokriptin/carbergolin er endnu usikker.
  • Mortalitetsrate på op til 15 %, specielt de første måneder postpartum.
  • Normalisering af ventrikelfunktionen ses hos 30-50 % (fra måneder til år).
  • Recidiv risiko omkring 30-50 %.

Rådgivning mht. fremtidig graviditet

  • Ved persisterende ventrikeldilatation og/eller nedsat funktion frarådes ny graviditet, som vil være associeret med forværring hos > 50 % og mortalitet hos 25 %.
  • Ved normaliseret ventrikelstørrelse og -funktion (efter længerevarende medicinpause) er recidivrisikoen fortsat høj (25 % for hjertesvigt, 10 % for permanent nedsat ventrikelfunktion).
  • Stress ekkokardiografi kan muligvis hjælpe til identifikation af risikopatienten (kontraktil reserve).
  • Ved evt. ny graviditet tidlig vurdering mhp. afbrydelse, rådgivning, planlægning af tæt kontrol mm.

31.11 Iskæmisk hjertesygdom

  • Sjældent hos yngre kvinder.
  • Hvis kendt sygdom bør status vurderes og diskuteres inden graviditet.
  • Tidligere CABG/PCI er ingen kontraindikation, hvis patienten er velvaskulariseret.
  • Modificer om muligt risikofaktorer (statiner er kontraindicerede).
  • Ved angina pectoris kan betablokkere, calcium-antagonister og nitrater anvendes.
  • Undersøgelse og behandling (fraset CABG) på almindelige præmisser.
  • Ved stentning anvendes primært BMS for at undgå langvarig dobbelt pladehæmmer behandling.
  • Begrænset viden mht. clopidogrel o.l. Bruges evt, mindst muligt og efter grundige overvejelser.
  • Fibrinolytika kan bruges: Passerer ikke placenta, men øger blødningsrisikoen.
  • Ved pludselige smerter skal koronardissektion overvejes (KAG/PCI).

31.12 Hjertetransplantation

  • Sjældent problemer, hvis god graftfunktion og manglende tegn på vaskulopati.
  • Øget risiko for spontan abort og misdannelser pga. immunosuppressiv behandling.
  • Følges på transplantationscenteret.

31.13 Pacemaker, ICD og DC-konvertering

  • Pacemaker og ICD kan implanteres (evt. ultralydsvejledt) på sædvanlige indikationer.

31.14 Lungeemboli


Forfattere: Kim Munk, Jakob Raunsø, Annette Scophuus Jensen og Signe Holm Larsen

Referenter: Niels Vejlstrup og Dorte Guldbrand