Appendix 1.2: Fibrinolysebehandling

 

Der kan gives alteplase, reteplase eller tenecteplase. Alle tre præparater doseres efter vægt og kombineres med et lavmolekylært heparin (LMH) eller ufraktioneret heparin (UFH) (se nedenfor).

Alteplase: ’Accelereret regime’, initialt i.v. bolus 15 mg injiceret over 2 min. Dernæst 0,75 mg/kg legemsvægt (maksimalt 50 mg) infunderet over 30 min. efterfulgt af 0,5 mg/kg legemsvægt over 60 min. (i alt maksimalt 100 mg). Behandlingen kombineres med UFH i.v. eller LMH s.c.

Reteplase: 10 IE i.v. som bolus 2 gange med 30 min. interval. Behandlingen kombineres med UFH i.v.eller LMH s.c.

Tenecteplase: Enkelt i.v. bolus givet over ca. 10 sek. vægtbaseret dosis (< 60 kg: 30 mg, 60-70 kg: 35 mg, 70-80 kg: 40 mg, 80-90 kg: 45 mg, > 90 kg: 50 mg). Behandlingen kombineres med UFH i.v. eller LMH s.c.

UFH: initialt bolus heparin 60 IE/kg (højst 4000 IE) i.v. efterfulgt af infusion heparin 12 IE/kg/time (højst 1000 IE/time) med dosisjustering for at opnå aktiveret partiel tromboplastin-tid (APTT) i intervallet 60-85 s. APTT måles 4-6 timer efter bolusindgift og 6 timer efter hver dosisjustering. Fortsættes 1 døgn.

LMH-behandling: administreres x 2 daglig i vægtbaseret dosis efter følgende skema (obs. dosisreduktion ved nedsat nyrefunktion):

 

 

Indledning

Vedligeholdelse

Dalteparin

30 IE/kg i.v. + 90 IE/kg s.c.

120 IE/kg s.c. x 2 i 5−7 dage

Enoxaparin

30 mg i.v. + 1 mg/kg s.c.

1 mg/kg s.c. x 2 i 72 timer

 

De vigtigste kontraindikationer ved fibrinolyse:

  • Nylig intrakraniel blødning eller hæmoragisk apopleksi (indenfor 3 mdr.).
  • Intrakraniel eller intraspinal tumor.
  • Nylig intrakraniel kirurgi eller hovedtraume (indenfor 3 uger).
  • Aktiv blødning bortset fra menstruation.
  • Aortadissektion.
  • Nylig gastroinstestinal eller anden indre blødning (indenfor 1 mdr.).
  • Øvrige: se http://pro.medicin.dk/

Rescue-PCI

I tilfælde, hvor klinik (fortsatte smerter, kardiogent shock, ventrikulære arytmier) eller EKG (< 50% ST-segment resolution) giver mistanke om manglende reperfusion 60 min efter start af fibrinolysebehandling, skal primær PCI center kontaktes med henblik på rescue-PCI snarest. STEMI-patienter i shockeret/præ-shockeret tilstand skal altid konfereres med/overflyttes til primær PCI center med mulighed for invasiv behandling. Dødeligheden er i forvejen meget høj uden invasiv behandling, og selv overflytning af ustabile patienter må prioriteres. Efter succesfuld fibrinolyse bør patienter have foretaget KAG indenfor det første døgn.